AKTUELLE PROJEKTER
I 1999 var Jens Laurits Sørensen, stifter af Solens Børn, med til at starte projektet Inti Runakunaq Wasin (Solmenneskernes hus) i en lejlighed i Peru. Dette skete i samarbejde med Luz Marina Ares, der idag er projektets daglige leder. Projektet havde til formål at danne rammer og skabe tilbud til peruvianske gadebørn, og for at finde støtte til projektet startede Jens - i samarbejde med Merkur Andelsbank - Solens Børn som en dansk NGO med det formål at støtte peruvianske gadebørnsprojekter, først og fremmest Inti Runakunaq Wasin.
I 2019 stoppede samarbejdet med Inti Runakunaq Wasin, da projektet nu er selvkørende og ikke længere har brug for hjælp fra Solens Børn og foreningens medlemmer. Derfor har bestyrelsen valgt at ønske projektet held og lykke, og fokuserer nu på et nyt projekt, stadigvæk beliggende i Cusco, Peru, som i højere grad har brug for vores hjælp, nemlig projektet Mantay, som betyder mor på quecha (inkaernes oprindelige sprog).
Om projektet Mantay/Casa Mantay
Mantay projektet hjælper børn og unge mellem 11 og 18 år, der har fået børn, og som skal have hjælp til at lære at passe deres børn og passe på sig selv, da de ikke kan få hjælp af deres familier eller det offentlige. Projektet ligger midt i det fattigste område af Cusco, og kendes også som Casa Mantay, som betyder mødrenes hjem, også på inkaernes oprindelige sprog quecha, hvoraf ordet Mantay(mor) også stammer fra. Projektet har været i gang siden 2002 og har indtil videre fået økonomisk støtte fra bl.a. en tysk NGO, af samme afart som Solens Børn.
Det er stifteren Jens Laurits Sørensen - som er bosiddende i Cusco, som har stiftet bekendtskab med projektet. Solens Børns støttemidler vil løbende gå til projektet, med fokus på at støtte uddannelse af de børn og unge som er knyttet til projektet, samt til udslusning af pigerne når de bliver 18, samt indslusning af nye piger/kvinder på hjemmet. I Peru er der ingen offentlig hjælp at få, når en ung kvinde bliver gravid - ikke engang når der er tale om en pige, et barn. Der er meget få børneinstitutioner, som kan hjælpe med børnepasning, når pigerne har født. De fleste er privatejede og dermed ret dyre - og da alle pigerne/kvinderne på hjemmet står i meget prekære situationer, har de ikke råd til at betale for en sådan ydelse.
Projektet hjælper en meget udsat gruppe, hvorfor vi i Solens Børn ser stor grund til at støtte netop dette projekt. Vi kommer løbende til at opdatere vores medlemmer på, hvordan projektet udvikler sig.
Se mere om det aktuelle projekt Casa Mantay i videoen herunder.
Du kan også læse mere om projektet på http://mantay.org (linket er på spansk).
Du kan også finde Mantay-projektet på Facebook via dette link: https://www.facebook.com/casamantay/.
Gymnastik i gården i Casa Mantay