|
|
Rejsebrev
fra Else Slagebro om Inti Runakunaq Wasin, projekt
for fattige børn i Cusco, Peru.
Det er nu 2 måneder siden, jeg sidst skrev. Da var
vi, Anne Hedegaard og jeg netop startet på vores
3 teaterprojekter: Julespil med forældre og medarbejdere,
”Fyrtøjet” med de store børn og fablen
”Musen og Løven” for de mindste børn
med hånddukker.
Alle 3 spil blev vist i ugen før jul og er veloverstået.
Sammenlignet med danske forhold var processen med
julespillet en særdeles flydende affære. Som udgangspunkt
medbragte jeg en spansk oversættelse af Kristi Fødselsspillet
og Hyrdespillet. Først præsenterede jeg hele spillet
med forskellige stemmer for at gøre det levende.
Anne og jeg sang sammen sangene. Ingen af os er
ørne udi sangkunsten, men de tog meget godt imod
det og var tydeligt rørte og glade over at blive
spurgt, om de ville medvirke. Rollerne blev fordelt,
halvt forældre, halvt medarbejdere, også for at
danne fællesskab.
Meget hurtigt viste det sig, at vi måtte øve 2 gange
om ugen og ikke kun en gang. Manuskriptet måtte
jeg korte ned til cirka det halve og omskrive replikkerne
til et hverdagsagtigt sprog, så jeg fik straks min
sag for med hensyn til det spanske. En meget flydende
ting var også hvem, der mødte op og øvetiderne.
Aftalen var fra 17.30 til 19, men i praksis blev
det fra 18.30-20.30, uden at nogle, vistnok bortset
fra Anne og mig, syntes at der var grund til at
justere på aftalen. Under øveprocessen kom og gik
medarbejderne, snakkede og beskæftigede sig med
alle mulige andre ting sideløbende, meldte ikke
afbud på forhånd, men først bagefter – alt
sammen ting, der gjorde det meget krævende at bære
og ind imellem bragte mig tæt på sindssygens rand.
Jeg følte mig foranlediget til indimellem sige nogle
ukvemsord på dansk. Selvom det jo er voksne mennesker,
er autoritetsforholdet anderledes her end i Danmark,
så det hjalp - for en tid! 5 dage før opførslen
sluttede medarbejderne pludselig koncentreret op
om det i praksis. De konstaterede, at nu var det
jo lige oppe over, så tiden var inde til at tage
sig sammen. Dette ændrede forløbet og gav et gevaldigt
løft.
Opførslen blev rigtig skøn, smuk og stemningsfuld.
Forældre og børn var mødt talstærkt op og udgjorde
et vidunderligt publikum. Anne stod for gode kustymer.
Vi havde betalt to musikere, som huskede at spille
til cirka halvdelen af sangene. Der var en del improvisation
undervejs, dette med at huske replikker eller finde
på noget at sige i situationen var ikke noget, der
lå for folk. Følgende viser lidt om, hvad jeg ind
imellem var op imod: Da Krispus – på spansk:
Crispino – skulle på scenen, stod hun med
ryggen til og talte med en dame, der var kommet
for at aflevere nogle nudler som en julegave til
Inti. Damen havde undret sig over, hvorfor Crispino
havde sådan noget tøj på. Det stod Crispino så og
forklarede og var ikke opmærksom på, at hun skulle
på scenen. Hendes medhyrder stod og ventede, publikum
sad og ventede. Jeg ”råbte” flere gange
hviskende: Crispino! Ingen reaktion. Til sidst måtte
jeg råbe højt: CRISPINO!!! Endelig vågnede hun op
og kom på scenen. Dette er selvfølgelig blevet en
stående vittighed, og bagefter er det jo sjovt,
men lige medens det sker, tænker man: ”Hvad
f….. laver jeg her? Hvorfor byder jeg mig
selv dette? Hvorfor ligger jeg ikke på en lækker
strandbred og nyder livet?” Men det er første
gang, folk laver teater. De påstår, at de gerne
vil have mer’, og så jeg må jo tro dem på
deres ord.
Processen med børnene var dejlig. Med de små havde
vi god tid. Det sproglige kom rigtig godt til sin
ret. Alle kunne sige med på det hele med musestemmer
og løvestemme. Børnene syede selv dukkerne med hjælp
først og fremmest fra Anne.
”Fyrtøjet” var i starten mere kompliceret.
Vi havde fået timer efter aftale via e-mail før
vi kom og gik i gang. Men pludselig skulle timerne
bruges til noget andet, så der var 1½ uges pause,
før vi fik timerne tilbage i reduceret udgave. Her
måtte jeg slås for min sag: Vi havde en aftale,
vi er kommet fra Danmark og har brugt det hvide
ud af øjnene på at komme herover. ”Sí, sí,
!no problema!” Dette ”no problema”
siges ofte, uanset om vi alle står i problemer til
halsen. Men på en eller anden finurlig måde ender
det med at gå alligevel. En ellers nogenlunde rolig
dansker kan føle, at det er nødvendigt at være ”Stormens
rolige øje” og at stå fast, medens alt bevæger
sig omkring én. Dag Hammarskjöld har sagt noget
om at” hvile i bevægelsen”. Det får
vi i sandhed rig lejlighed til at øve os på her.
Efter indledende generthed over at skulle agere,
tog børnene opgaven på sig. Anne havde lavet eventyrlige
kostymer, der kunne opfylde enhver prinsessedrøm.
Hundene gjorde store øjne, og det var rørende at
opleve, hvordan mange børn virkelig fik et løft
ved at opleve, at de kunne, og at de så flotte ud.
Inti Runaknaq Wasin er flyttet til andre og større
lokaler. Denne flytning, evaluering og planlægning
af aktiviteter i det kommende år har fyldt tiden
siden jul.
Vi skal nu i gang med undervisning af medarbejderne
i Steiners menneskebillede og pædagogik.
Vi har fået kontakt med den tyske fond: ”Freunde
der Erziehungskunst”, som gerne vil støtte
projektet på en eller anden måde. I februar kommer
der en mand fra fonden for at lære stedet at kende.
Det ser vi frem til og håber på, at det kan udvikle
sig til et godt samarbejde. På sigt vil vi jo forfærdelig
gerne have en Steinerbørnehave og en Steinerskole
her i Cusco. Der er stærkt brug for fornyede pædagogiske
impulser, eftersom skolesystemet er meget antikveret
og undergravende for børnenes selvstændighed.
Hvis DU har lyst til at gøre en god gerning, er
enhver støtte velkommen. Økonomisk kan det ske gennem
Merkurfonden med skattefordel. Selv du ikke er til
de gode gerninger, er du velkommen til at følge
med i mine oplevelser her ca en gang om ugen på
www.123hjemmeside.dk/solensboern
Om alt går vel skriver jeg endnu et rejsebrev i
miden af marts, kort før jeg vender hjem.
Kærlig hilsen og godt nytår – også fra Anne
Hedegaard
Else Slagebro
|
|
|
