Nerthus juni 2oo8 Om de udviklingshæmmede unge på Inti Runakunaq Wasin, Cusco, Peru

På gadebørnsprojektet er der ca 50-60 børn, herfra 6 udviklingshæmmede unge:

Walther på 26 år og Guillermo på 16 år har Down’s syndrom.
Avelino på 28 år er autist.
Wilfredo på 16 år er født normal, men har haft engelsk syge som lille. Udover en deformitet i brystkassen, fik han derefter et mentalt handicap med manglende koncentrationsevne, problemer med øje-hånd koordination + almindelig trang til ”at fare omkring”.
Carlos på 18 år er mentalt retarderet, det det man før i tiden kaldte ”sinke”, taler som ”et vandfald”.
Sergio på 24 år har nogle fysiske deformiteter og lidt dværgagtig vækst + mental retardering.

Karen, der er psykolog og Cirilo, der står for læderværkstedet, er de to personer på Inti, der har hovedansvaret for disse unge. De har begge fået en uges efteruddannelse i Lima på Ann Sullivan Instituttet, som nyder stor anerkendelse for sit arbejde i hele Sydamerika. Deres holdning er, at udviklingshæmmede kan udvikle sig og lære meget under de rette omstændigheder. At udviklingshæmmede som voksne skal lære noget inden for et erhverv og så vidt muligt integreres blandt ”normale”. Disse ting virker måske ikke specielt epokegørende på en dansker. Men her i Peru anser mange mennesker det at få et udviklingshæmmet barn som en som en straf fra Gud og noget, man skammer sig over. Det er en almindeligt udbredt tro, at udviklingshæmmede er ude af stand til at lære. Lovgivningen ligestiller dog heldigvis udviklingshæmmede med normaltbegavede med hensyn til retten til at lære og udvikle sig. Desværre er lovgivningen i Peru ofte uden praktisk virkning. Der sættes ikke de nødvendige ressourcer bag de pæne intentioner.

De udviklingshæmmede unge tilbringer hele dagen på Inti. Der er ikke andre tilbud til dem. Men det er også et godt tilbud, og de virker generelt glade og tilfredse. Walther, Guillermo og Carlos kan selv gå til og fra Inti. Wilfredo og Sergio bliver hentet og bragt af deres mor. Avelino kan selv cykle til og fra Inti og er pt også ved at lære selv at tage en bus. Ingen af dem kan læse eller skrive, udover deres navn. Walther og Guillermo er totalt rytmisk begavede og danser virkelig godt. Når de danser, er de måske allermest lykkelige og gør også alle vi andre lykkelige. Flere af dem er dygtige og omhyggelige til at tegne og male og Avelino er særdeles dygtig til læderarbejde.
Men mentalt er de alle som børn under skolealderen. De har meget svært ved omskiftelser og hurtige overgange. Men med passende tålmodighed og kærlighed og masser af tid brugt på at forberede overgange fra en ting til noget andet – ja, så er de særdeles samarbejdsvillige og skønne at arbejde med.

Ann Katrine fra Danmark, tidligere steinerskoleelev og nu lærerstuderende, har gennem ½ år lavet et meget positivt arbejde med de udviklingshæmmede. Hun har denne gode blanding af omsorg, varme, tålmodighed, humor, fleksibilitet og glæde over de små fremskridt. Hun har spillet musik med hver enkelt. De har snittet i træ og tegnet og malet billeder, hvoraf vi har fået trykt 9 postkort til salg på Inti og i Danmark.

Da jeg var her sidste år, arbejdede jeg med sprog og bevægelser med hver enkelt. Det har jeg genoptaget nu. De er lykkelige for det og kan huske de fleste af de vers, vi arbejdede med sidst.

De udviklingshæmmede har også brug for noget energikrævende arbejde. Heldigvis er der en have på Inti, hvor de kan få brugt nogle af alle deres mange kræfter. En gang om ugen er de på sportspladsen. Det ville være fint med noget træarbejde også, nemlig at arbejde med et materiale med en vis modstand.

Nogle af de normaltbegavede unge på Inti modager et lille beløb som en belønning for vel udført arbejde, flid og vedholdenhed. Avelino, der som nævnt er dygtig til læderarbejde, har også modtaget et beløb. Han var lykkelig og inviterede sine nærmeste på pizza. At kunne invitere på pizza er hans værdimåler. Han arbejder flittigt og taler om næste gang, han får penge og igen kan invitere på pizza.

Idealet om at integrere de udviklingshæmmede blandt de normalbegavede fungerer godt på Inti. Antallet af udviklingshæmmede - deres alder og symptomer - er i en god balance i forhold til de øvrige børn. De er accepterede af de andre børn.
Denne integrering er et ideal, men i praksis også opstået af nød, fordi der ikke er tilstrækkeligt mange voksne til at tage sig af de udviklingshæmmede. Ingen af de voksne kunne være sammen med de udviklingshæmmede konstant uden at løbe skrigende bort. Derfor blev skemaet indrettet således, at de udviklingshæmmede kunne ”gå på omgang” i de forskellige permanente værksteder: læder, smykkefremstilling, syning og køkken. Alle voksne tager således deres tørn. Det har vist sig at være særdeles gunstigt for alle parter.
Men balancen er hårfin. Vi havde i nogle dage en udviklingshæmmet, urolig dreng på 11 år. Han lagde konstant beslag på Ann Katrine’s opmærksomhed, således at Avelino, der jo er autistisk, blev nervøs og på et tidspunkt skubbede til Ann Katrine, så hun faldt. Den lille dreng stak af og hans mor turde ikke, at han skulle fortsætte på Inti, eftersom vi ikke har ressourcer til ”mandsopdækning”.

Da jeg var her sidst og vi spillede ”Fyrtøjet”, kunne nogle af de udviklingshæmmede fint være med i stykket, men Wilfredo og Avelino måtte vi udelukke af hensyn til de 20 andre børn. Wilfredo løb forstyrrende rundt og kunne kun holde sig på sin plads i få øjeblikke ad gangen. Avelino ville absolut have trommen og tillod ikke, at den blev brugt af andre. De ødelagde det simpelthen for de andre.

Disse små eksempler viser i en nøddeskal, at integration ikke – selvfølgelig - altid er mulig.
Hvor glædeligt overrasket blev jeg ikke, da jeg kom til Inti denne gang, og så hvordan ”omkringfarende og fummelfingrede” Wilfredo stod nok så fromt i køkkenet med kokkehue på mellem andre børn og skrællede kartofler! Han har udviklet sig meget positivt i løbet af det sidste år. Hurra for det!

På Inti har studiet af steinerpædagogik og kunstneriske aktiviteter fået en høj prioritet blandt medarbejderne, fordi de har set resultater i praksis. Vi er i gang med en kontinuerlig uddannelse, som jeg arbejder på skal blive udvidet og formaliseret i tiden fremover. Men ting tager tid!

Indtil der er blevet uddannet tilstrækkelig mange peruanere i waldorfpædagogik, er der brug for folk fra Europa, der taler spansk og som har lyst til at rejse hertil og undervise i det, de kan og brænder for inden for antroposofien og waldorfpædagogikken. Måske det er noget for dig?
Det er en stor oplevelse at leve og arbejde i en helt anden kultur. Man får gjort sig selv, sit verdensbillede og sit forhold til antroposofi selvstændigt og rummeligt. Folk her er generelt meget hjertelige. Og med hensyn til det spanske, ja så tror jeg på, at man bare skal være glad for ikke at kunne slynge omkring sig med antroposofiske begreber. Når man fortæller med de ord, man har til rådighed, er der også en god chance for, at man står inde for det man siger. Og at det virker!

Med tiden vil vi gerne udvide arbejdet til at omfatte også udviklingshæmmede børn.
De unge udviklingshæmmede på Inti bliver jo ældre. Det gør deres forældre også.
På Inti arbejder vi på at skaffe sponsorering til børnene. Der er venner, der er begyndt at arbejde på det i USA og Canada.

Vi håber på, at godhjertede mennesker og institutioner i Danmark vil være med til at sponsorere disse udviklingshæmmede, så vi om 10 år har et bosted med værkstedstilbud på antroposofisk basis.

Det er mit håb og min drøm!

Henvendelse: Else Slagebro / Solens Børn

Efter den 15/8-08 er jeg igen i Danmark og kommer gerne og fortæller om Inti og Solens Børn.
Tlf: 4140 5221 og slagebro@gmail.com

www.solensboern.dk
www.slagebro.dk